Information til forældre
Nyttig information til forældre i Aarhus Swim.
Official i Aarhus Swim
Forældre til svømmere på AAS2, AAS3 og AAS1 skal som minimum være uddannet som modul 2-official. På AAS1 er det desuden et ønske at forældre er uddannet som speaker, sekretariat, starter eller overdommer.
Kontakt din hjemklub for information om kommende official-kurser og tilmelding.
Guideline for holdledere
Hvad er en holdleders opgaver?
Holdlederfunktionen er primært en praktisk funktion, hvor opgavefordelingen afstemmes med træneren. Der vil være flere opgaver ved de yngre svømmere end ved de ældre.
Helt overordnet skal holdleder:
- Sikre at træneren kan koncentrere sig om svømmerne og deres løb
- Være kontaktperson for forældre og svømmere under stævnet
- Være bindeled mellem stævnearrangør og klub/AAS under stævnet
Opgaver før stævnet
Hvis der er tale om et stævne, der varer mindst en hel dag, medbringes holdlederkasse. Holdleder skal:
- Afhente holdlederkassen i egen klub:
- Lyseng: Klublokale
- IHF: Kontakt Anders Færch på kontoret
- Skovbakken: Livredderrum i svømmehal
- HEI: Klublokale
- Fylde holdlederkassen op (se forslag til indhold). Der kan indkøbes for 10–15 kr pr. svømmer pr. hele stævnedag.
Hvis holdlederfunktionen deles med øvrige klubber i AAS, er det første stævnedags holdleder, der medbringer holdlederkasse fra egen klub. Holdledere aftaler, hvem der indkøber hvad til kassen.
Hvis saftevandsbeholder anvendes, skal denne rengøres, og kogende vand skal hældes igennem.
Opgaver under stævnet
Vær synlig under hele stævnet og hjælp svømmerne. Husk at stævner for AAS3 og talentsvømmere ofte er første gang — vær med til at give dem den bedste oplevelse.
- Aftal med træneren i starten af stævneafsnittet, hvad der forventes og hvad træneren har brug for hjælp til.
- Sikre sammen med træner at alle er mødt op på stævnestedet.
- Deltage i holdledermøde og videregive relevant information til træneren/holdet.
- Afhente og holde styr på eventuelle spisebilletter.
- Spis sammen med svømmerne.
- Aftale med træner om behov for at hente programmer, sende svømmere til start og præmieoverrækkelse (AAS3 og Talenthold).
- Medbringe holdlederkassen i hallen og efterfylde ved behov.
- Være opmærksom på at svømmerne får spist og drukket i god tid i forhold til deres løb — aftales med træner.
- Sørge for at svømmere får tøj og sko på mellem løbene.
- Høre efter annonceringer over højttaleren.
- Ved overnatning: ansvar for at sovelokalet forlades i samme stand som modtaget.
- Aftale med træner hvornår der skal være ro, og hvornår man skal op.
- Bidrage til god stemning — snakke med svømmerne, opmuntre og rose dem.
- Overdrage relevant information til næste holdleder.
- Hente madpakker til hjemturen, hvis de er bestilt.
Opgaver om aftenen ved stævnet
- Hjælp med at få alle børnene i seng til tiden.
- Sørge for at alle er trygge.
- Deltage aktivt i eventuelle aktiviteter for de deltagende hold.
Opgaver efter stævnet
- Sikre at alle svømmere kommer med hjem fra stævnet i godt humør.
- Aftale med forældrene, der kører, at svømmere enten køres helt hjem eller hentes af forældre på parkeringspladsen.
- Tage holdlederkassen og evt. saftevandsbeholder med hjem.
- Aflevere kassen rengjort til klubben, klar til næste gang. Saftevandsbeholder rengøres særligt grundigt med kogende vand.
Forslag til indhold i holdlederkasse
Melon (gerne 2 slags), vindruer, müslibars, mandler, peanuts, tørrede bananer, salte kiks, saftevand (ikke sukkerfri).
OBS: Svømmerne spiser sjældent rosiner, bananer, agurk og gulerødder. De spiser mest, hvis der ikke er affald (vindruestængler, melonskrald, hele æbler mv.). Sørg for rigeligt kulhydrater og frugtsukker.
Kvitteringer med navn, kontonummer og stævnenavn sendes til: kasseren@lyseng-svoemning.dk (Lyseng).
Holdledertrøje
Den grønne AAS holdledertrøje (herre- og damemodel, flere størrelser) ligger i holdlederkassen (Lyseng, IHF, HEI) og i separat kasse i livredderrum (Skovbakken). Trøjen vaskes og returneres hurtigst muligt efter brug.
Tips — godt at medbringe
- Holdledermappe med stævneinfo: program, svømmerliste, kopi af overnatnings- og madbestillingsseddel
- Kuglepenne og overstregningspenne
- Plaster og panodiler (panodil må kun uddeles efter aftale med forældre)
- Nål, tråd, sikkerhedsnåle
Husk: At være holdleder er en unik mulighed for at komme tæt på dine børn og de øvrige svømmere og opleve konkurrencesvømning på tæt hold.
Nyttige links
- Information om officials-uddannelse
- Udbudte officials-kurser
- Svømmetider.dk — information om svømmere, opnåede tider, stævner m.m. (kræver ikke brugeroprettelse)
- Swimrankings.net — internationale tider og ranglister
- Live.swimify.com — live-opdatering fra større stævner
Apps til din telefon
| Swimify Live | App til både iOS- og Android-telefoner. Giver adgang til liveopdatering af stævner. |
| Svøm Stopur | App til både iOS- og Android-telefoner. Giver adgang til den danske svømmedatabase med tider, ranglister og kravtider. |
